JWOC 2010 PDF Udskriv E-mail

Herunder kan du læse reportager fra klubtur til junior VM samt se billeder!  

Ungdom klar til badetur

Søndag den 4. juli 2010:
Søndag morgen begav vi os afsted nordpå mod Blokhus hvor vi skulle løbe 1. etape af publikumsløbet ved Junior VM (JWOC 2010).
Vi skulle starte løbet på stranden i Blokhus og derefter direkte i klitterne. En svær start men det blev ikke mindre besværligt i det tætte fyrkrat senere på banerne. Mange havde det svært og kilometertiderne var lange.

Da vi var kommet i mål og havde badet i Vesterhavet, kørte vi mod Svinkløv camping, hvor vi skulle bo hele ugen! Vi blev indkvarteret i hytter og på teltpladser hvorefter dem der stod for aftensmaden skulle i sving. Nogle gik til stranden og fik en badetur i havet mens andre slappede af i solen. Til aften blev dagens baner diskuteret, og da vi var mange der løb de samme baner kunne vi sammenligne stræktider, det gik der helt sport i.

/Pernille


Mandag d. 5. juli 2010:


JWOC sprint på Aalborg Universitet.

2 guld samt en 5. plads

Et kig på Google Earth kan godt give det indtryk, at Aalborg Universitet er lidt for præget af firkantet byggeri til at være egnet terræn til sprintorientering. Men når først man selv skal finde vej gennem satellitbyggeriet, der er placeret på åben mark lidt sydøst for byen, erfarer man, at det ikke bare handler om at tælle husblokke – det var finorientering fra start til slut. Det fik både den unge verdenselite og motionisterne fra Gorm at føle på egen krop. At både Erik og Bent missede en post, er knapt værd at nævne, men at medaljefavoritten Emma Klingenberg gjorde det for øjnene af publikum, hører nok til dagens mest dramatiske begivenhed. Det var selvfølgelig festligt at være førstehåndsvidne til, at de danske løbere Ida Bobach og Rasmus Thrane Hansen løb et verdensmesterskab hjem i hver deres klasse, men det skulle vi også leve højt på rigtig længe, før vi selv kunne komme ud og prøve os af på de samme to baner. For Ole blev ventetiden på godt fire timer så lang, at han faldt i søvn og først nåede til start et par minutter for sent!

Morten Sprint

Da banerne var identiske med verdenselitens, kunne man umiddelbart sammenligne resultater. I det følgende er Gorm-løbere i top 100 nævnt med placering og en fiktiv tilsvarende placering  i verdensmesterskabet i parentes.
Kvinder: åben klasse 256 (JWOC 110) 
Nina 22 (71)
Josefine 62 (95)
Pernille 78 (99)

Herrer: åben klasse 253 (JWOC 148) 
Morten 41 (109)
Mathias Ringive 49 (115)
Lars Kaliebe 67 (130)
Joakim Damgaard 79 (133)

Stævnepladsen var intim med udsigt til sø med springvand, men frekvent krydset af Aalborgs bybusser. Vejret var heldigvis dejligt, og mange af os oplevede det bedste sprintløb nogensinde. Det kompenserede for, at arrangørerne syntes at have nedprioriteret publikumsløbet: Ventetiden indtil start var unødigt lang, der kun var én målpost, og kiosken var lukket, selv om pladsen myldrede med løbere. Hjemme på campingpladsen i Svinkløv ventede aftensmad, aftenhygge og fodboldkamp – altså live på den lokale bane.

/Søren

Hyggelig aftensmad i det fri


Tirsdag den 6. juli 2010:

3. etape i Svinkløv

Dagens konkurrence fandt sted i Svinkløv plantage, hvor stævnepladsen lå i gåafstand fra Svinkløv Camping.

Juniorerne skulle løbe om mesterskabet på langdistancen, og efter gårsdagens 2 danske
mesterskaber i sprint i Ålborg, var der store forventninger.
Ida Bobach udtalte efter sejren i sprint, at hendes favoritdisciplin ikke var sprint, men
derimod mellem og lang. Ida var regerende verdensmester på netop langdistancen, og
dermed vel også favorit, selv om der var mange gode navne blandt de 122 startende juniorløbere.
Ida var da også bedst, da hun passerede stævnepladsen første gang, men på en tid fra
en senere radiopost var hun ca. 3 minutter efter den førende løber. Det må nu nok have
været en fejl, for da Ida løb i mål var hun 1.51 minut foran løbets toer. Signe Klinting havde også et formidabelt løb og endte som nr. 4. Ida er fortsat juniorløber næste år.

Ida 2. guldmedalje

Hos herrerne, hvor ikke mindre end 156 stillede til start endte gårsdagens mester, Rasmus Thrane Hansen, på en flot 5. plads ca. 3 minutter efter vinderen.

På grund af de mange VM-startende var første start på publikumsløbene først kl. 17.00.
Svinkløv plantage er en svær skov og er karakteristisk ved den gamle kystskrænt, som visse steder rejser sig 50 meter over havet.
Som én af de klubber med flest startende, var der i ugens løb mange gode GORM-place-
ringer. I dag var Lars Kaliebe bedst på bane 1 med en 16. plads. Anette Lund sluttede som nr. 9 på bane 2 (98 startende), og Jørgen Damgaard havde et imponerende løb på bane 3, som
rakte til en andenplads blandt de 99 startende løbere.
På bane 5 gik det ud på, at Esben Blicher skulle slåes af én af Gorms pige-trekløver.
I dag var det Josefine Lind som nr. 3 var ca. 3 minutter foran Esben på 5. pladsen. Som “ny”
løber havde Esben i ugens løb flere rigtig gode topplaceringer.
Men der er andre nye på vej. Jens Kristian Petersen og Maria Damgaard deltog på bane 8 og sluttede hhv. som nr. 15 og 21 på denne bane.

/Bent


Onsdag den 7. juli 2010:
Onsdag var hviledag i forhold til VM og publikumsløbet. Dagen blev for nogen brugt på endagstur til Skagen, tur til Bulbjerg med Søren som guide, badetur i Fårup Sommerland eller nogen blev tilbage på campingpladsen.

Volleykamp!
Volleykamp på campingpladsen. 


Torsdag den 8. juli 2010:

Kære dagbog,
Vi stod endnu engang op kl. 8 til morgenmad, men vejret var dog knapt så godt som morgenmaden og ikke helt så godt som de andre dage. Det var meget lummert. Vi var med godt mod, og gik i seng efter maden. Det lykkedes aldrig for nogle af os, så vi besluttede os for at spille volleyball, men drengene var opslugt af deres computere, og vi manglede oveni købet en bold. Derfor udfordrede vi Morten, Gustav og Nikolaj til du-du-du-du-duel i kongespil. Vi startede med alle oddsene imod os, men efter to hårde, men bestemt meget tætte kampe som endte ud til drengenes fordel, kom vi stærkt igen... Efter at blive coachet af selveste ’The Queen Of Kingplay’ Sofie Føns. Tadaa, så var sejrens vores hele tre gange, hvoraf to af dem var æg, dvs. at drengene slet ikke væltede nogle af vores træklodser. (Drengene gik ned psykisk bagefter).
Efter vi havde løftet dem op fra deres selvmordstanker, forberedte vi os til at køre med Peter Føns til Aalborg, hvor vi vandrede byen tynd. Vi gik modsatte vej af de anvisninger, som vi fik af chokoladedamen, hvorefter vi på mirakuløst vis endte på stævnepladsen efter at blive vist derover af forløberen himself. Det stod ned i lår fede stænger (regnede i hvert fald,) og det medførte at gaderne var regnglatte, og det var derfor ikke muligt at løbe helt ud, da man ville glide.
Sofie Føns startede ud som første GORM-løber, hvorefter resten fulgte med. Folkene på gågaden var begejstrede, og de fleste heppede og ”viste” vej til næste post. Bane 2 havde en okay sværhedsgrad med en del udfordringer undervejs, hvoraf nogle oplevede flere af dem end andre. Den største udfordring var dog lågerne. Nogle var låst, andre åbne, mens nogle var lukkede. Til allersidst var den store slutspurt. Den hurtigste af os fire var Christina Damgaard. Her er hendes kommentar og beskrivelse af spurten: ”Jaa altså vi ved jo alle at spurten er et udtryk for ultimativ styrke og overskud til det sidste, så.. det siger vel det hele..” (Alligevel formåede hun ikke at slå de andre..).
Senere på aften sad vi og udvekslede religiøse overbevisninger, hvoraf ”biker-Esben” på mirakuløs vis endte i vores hytte. Endnu mere underligt var at døren var låst! Vi mistænker ” de tre små dværge” (Josefine, Maja, Ann Cathrine) for at havde låst den. Esbens vrede gik ud over Josefine Lind (velfortjent). Hun endte med at få buksevand.

/Nina, Sofie, Christina Damgaard og Josefine (SNAB)

Esben efter sprinten



Fredag den . 9. juli 2010:


Fredag d. 9. juli var for JWOC deltagerne dagen, hvorpå der skulle dystes om guldet på mellemdistancen. Der skulle løbes i det udfordrende terræn i Kollerup, som både kunne byde på svært gennemtrængelig skov og åbne klitområder.
Løberne var til dagens finale i mellemdistancen blevet delt op i gruppe A, B og C, hvor det kun var løberne i gruppe A, der havde mulighed for at vinde finalen. Dagen forinden var der i samme skov blevet løbet et test løb, hvor deltagerne efter resultatet kvalificerede sig til at løbe i de forskellige grupper. De danske løbere klarede sig rigtig flot i kvalifikationen, hvilket betød at de alle, på nær to løbere, endte i gruppe A. Dette førte da også til tre flotte placeringer i top 6 i finalen.
Selvfølgelig skulle vi fra GORM også ud at prøve kræfter med terrænet i Kollerup. Vi stod (efter os drenges mening) rigtig tidligt op for at spise morgenmad og smøre madpakker, sådan at vi hurtigt kunne komme ud og se JWOC deltagerne løbe. Som altid fik vi placeret GORM-lejren rigtig lækkert på stævnepladsen, lige ud til opløbet. Så vi havde god mulighed for at se alle løbere komme i mål.
Ligesom ved ugens andre publikums løb var der igen meget ventetid, før vi kunne få lov at løbe. Det kræver kreativitet at få så meget tid til at gå, og dagens ventetid fik ungdomsløberne slået ihjel med en turnering i Kongespil. Der kom hurtigt et forholdsvis stort publikum bestående af meget interesserede udenlandske løbere, og de fik, ikke overraskende, lov til at se det suveræne team bestående af Morten Larsen, Mathias Ringive og Nikolaj Damgaard vinde turneringen.

Hjemme igen blev der ivrigt diskuteret frem og tilbage omkring vejvalg osv. Derefter fik vi endnu engang serveret en fantastisk middag af GORM’s kokke.
Dagen endte for de friskeste med en nat-dukkert i Vesterhavet, hvorefter roen for alvor indfandt sig i alle hytter på pladsen.

/Nikolaj Damgaard, hytte 2

Drengenes spille-hytte
Drengenes "spille-hytte". 


Lørdag den 10. juli 2010:

Lørdag d. 10 juli, den sidste af de i alt 7 dejlige dage vi skulle tilbringe i det nordjyske, hvilket også ville sige den sidste i vores hytter. Det gjorde at vi i dag skulle stå ekstra tidligt op for at få gjort hytten ren hvorefter vi efterlod Svinkløv camping efter en fantastisk uge.
2 minutter efter vi kom ud på stævnepladsen i Rebild bakker, var vi blevet fanget af spændingen. Emma Klingenberg skiftede som nummer 1. for det danske hold i JWOC-stafeten og kunne sende Ida Bobach ud med ca 40 sekunder ned til 2. pladsen og hele 2,30 ned til 3. pladsen. De danske piger holdte fra start til slut og dermed kunne Signe Klinting sikre Danmark en guldmedalje. Mindre spændende blev det ikke da herrerne startede. Efter en start nede på en 9. plads, fik Danmarks 3. tur sendt dem op på en rigtig fornem 3. plads, hvilket vil sige en bronze mere til Danmark.
Efter al spændingen var ovre og der havde været blomsterceremoni, kunne vi endelig komme ud at løbe. Vi kunne se på eliteløberne at det var hårdt, men ikke så hårdt som vi lige straks skulle til at finde ud af. De 30 grader blandet med bakkerne i Rebild var helt sikkert noget der gjorde at de fleste længtes efter den væskepost der nu var på banen. De 70 meter høje bakker og så med en banelægger der havde brugt definitionen, høj eller udløber en del, kunne i hvert fald garantere at man var udmattet når man kom i mål.
En fin afslutning på JWOC 2010, GORMs klubtur og en rigtig god uge.

/Mathias Rasmussen, Hytte 1
 

 
< Forrige   Næste >