|
Kære Mellemledere og hjælpere
 Tak for endnu en helt fantastisk og succesfuld festival – og ikke mindst tak til alle jer frivillige, som yder en fantastisk indsats. Årets festival var en absolut milepæl i Jelling festivalens historie. Aldrig har vi været så mange, som vi var om fredagen og aldrig har vi haft et så stort navn som Elton John på plakaten.
Det betød jo, at der også var pres på jer som Mellemledere og hjælpere - og flere steder var der problemstillinger og tryk på ved såvel boder som indgange. Problemstillinger som I løste til stor tilfredshed og som med den sædvanlige Jelling-ånd fik festivalmaskinen til at køre, som den altid gør på baggrund af, at der løftes i flok… Så stor tak for det!
Vi vil selvfølgelig kigge på logistikken i boder og barer - samt håndtering af så mange mennesker i forhold til pladsen o.s.v. og sørge for, at vi forsat forbedrer os og er rustet og gearet.
Festivalen 2010 var en absolut succes – musikere og publikum roser festivalen og ikke mindst dens organisering - og her er det igen jer Mellemledere, der skal have skulderklap. Det er en fantastisk oplevelse at komme rundt og se den entusiasme og den håndtering af diverse områder… den ånd og den arbejdsglæde smitter af på alle jer andre hjælperne, på publikum og forplanter sig til de optrædende, der uden omsvøb udviser og udtrykker deres begejstring over Jelling Musikfestival. Det kan vi alle være stolte af.
Årets festival fik jo ikke det bedste vejr, om end det kunne have været værre. Torsdag - med Quasar Rock - startede med godt vejr og det samme gjorde fredagen, om end det var lidt koldt. Lørdagen var helt i top – og så blev det lidt snusket søndag. Men netop her er det en fornøjelse at se, at tingene kører og alle yder en indsats – en snusket søndag, men med et stort koncertprogram, der slutter af med en forrygende Nephew koncert og et flot fyrværkeri.
Publikumsmæssigt er der ingen tvivl om, at der var rekord – omsætningen fredag og lørdag var også i top og tangerede og overgik flere steder tidligere års rekorder – søndagen var selvfølgelig knap så god og trak lidt ned, men alt i alt ser det ud til, at festivalen 2010 kommer ud med et godt og pænt resultat, så der også i år bliver givet penge ud til idrætsforeningerne, spejderne og andre velgørende formål.
Afviklingsmæssigt var festivalen også en kæmpe succes – den ene forrygende koncert afløste den anden. Politi og beredskabet melder om en meget rolig festival og der var stort set ingen problemer. Set i forhold til, at der i de 4 dage der var festival, var omkring 32.000 forskellige publikummer igennem byen, er det stort set ingenting.
Pressemæssigt har vi heller aldrig fået så megen omtale – TV Avisen og TV2-Nyheder sendte direkte, alle de største af landets aviser var her - og der var top-karakter til både koncerter og festivalen, så også mediedækningen var i top! Det manglede vel også bare, når vi nu her i Jelling har en af landets største og - ikke mindst - bedste festivaler?
Her 10-12 dage efter at de mange tusinder har forladt festivalen, er pladsen tømt, campen for længst ryddet op – græsset er begyndt at blive grønt igen efter 4 dages slidtage, byen ligner sig selv og på hjemmesiden er der allerede begyndt at blive talt ned til den næste festival.
Vi håber, at I alle har hvilet ud og endnu engang kigger tilbage på en stor festivaloplevelse, uanset hvor I har haft jeres funktion. Stor TAK til alle hjælpere - og igen en stor TAK til jer Mellemledere, der er rygraden i organisationen… Håber I alle får en god sommer og er klar, når vi kalder ind til endnu en festival i 2011.
De bedste hilsner på vegne af hele festivalkontoret & bestyrelsen.
Charlie
PS. Vi vedlægger et tilbud om ½ pris på billetter til arrangementet ”Irsk Ved Søen” i Egtved lørdag d. 26. juni. Køb af billetter er bedst via Expert/Egtved 75552222 og sig blot, at I kommer fra Jelling Musikfestival.
Mange hilsner
Bettina Küsch
Jelling Musikfestival Mølvangvej 66B 7300 Jelling Tlf.: + 45 75872888 Fax: + 45 75872989
www.jellingmusikfestival.dk
|